1 year performance – please watch for one year

Det at gå på museum, som vi kender det i den fysiske verden, bliver pludselig en nem bedrift, der, selv om det betyder at vi skal buge energi på at bevæge os, nærmest serverer kunsten for os. I den verden der breder sig ud på internettet, skal energien derimod bruges på, at ændre vores tilgang til og opfattelse af, hvad værket er. Værkerne bliver pludselig meget mere tekniske, og man skal være klar til at involvere sig i kunsten, på en ny og anderledes måde. Man bliver udfordret på mange måder, især bliver ens (læs: min!) tålmodighed sat på en prøve.

Man går ind på sitet og to side-by-side videoer kommer frem på ens skærm. Samtidig begynder et ur at tælle op fra nul. Videoerne viser to mænd, i hver deres rum, eller nærmere celler. Rummene er indrettede helt ens og er helt hvide. Med titlen i mente begynder man at indse, hvad det er man kigger på og begynder at spekulere på, hvordan de to mænd skal kunne være i det rum i et år. Når man har kigget på de to mænd i et stykke tid, begynder de sædvanlige spørgsmål, til konceptuelt kunst, at presse sig på – hvorfor, hvordan og hvorledes.

(På nuværende tidspunkt har jeg set 930 sekunder af 31536000, så der er stadig 31534770 sekunder tilbage. I den tid, har manden til højre, både nået at tisse i en spand, og lavet push-ups, manden til venstre har bare siddet og kigget rundt i rummet).

Værket er lavet af Tim Whidden og Michael Sarff, der tilsammen danner kunstner gruppen MTAA

Værket er en pendant til et værk af Sam Hsieh fra 1970’erne af samme navn, (her boede kunstneren dog i en celle i et år).

Med værket 1 year performance bliver der sat spørgsmål ved beskuerens rolle. Beskueren er på en interessant måde med til at skabe værket, i det det kun er synligt når beskueren logger ind og kigger på det. Derudover bliver værket personligt, da man kan stoppe det og vende tilbage når man igen har tid. Videoen er lavet således at to beskuerne aldrig vil se det samme. Videoen er klippet sammen af mindre klip, som bliver genereret forskelligt af en computer.

De to kunstnere har nemlig ikke været i cellerne i et år, den byrde ligger de, som de selv siger over på beskueren, for ”er der nogen der vil sidde og kigge på værket i et år? Næppe.”

Det er altså et værk, der er let tilgængeligt, forstået på den måde at man ikke skal læse en masse om værker for at opleve det.

Værket kan ses her: http://turbulence.org/Works/1year/performancevideo.php

(Her ved slutningen har jeg set 6254 sekunder, derved har jeg stadig 31529746 sekunder tilbage. Mon jeg når at få set det fulde værk? Jeg tvivler virkelig på at jeg (læs: nogen!) har tålmodighed til det!)

Homo Sapiens Sapiens by Pipilotti Rist

The experience of watching the art video Homo Sapiens Sapiens by the Swiss born artist Pipilotti Rist could be described as looking into a modern version of a kaleidoscope. Instead of peering into a little hole, viewers absorb Rist’s enchantments by looking up to a huge screen in the ceiling of the museum.

I saw Homo Sapiens Sapiens at Louisiana Museum of Modern Art in Denmark 2010, but the work was first exhibited in Venice 2005. The video consists of moving images of organic forms in saturated colors that transform continuously in various patterns. As the female bodies either seem to be a part of Mother Nature, or the other way around, the images are scrutinized from micro close-ups to long shots, as well as they are rotated and multiplied in a mechanical way by the usage of computer graphics. Unlike the kaleidoscope, which changes its patterns when it is turned, Rist’s work does not offer any interaction with viewers as they lie passive on the floor and listen to meditation music, mixed with body and environmental sounds that augment the somatic sensation of the work.

The sensuous experience of Homo Sapiens Sapiens gives viewers a good opportunity to study the various forms of the human body and its relation to the nature. It is possible to see samples of the work on the Internet, e.g. on YouTube: http://www.youtube.com/watch?v=2lanq0jk1mQ. It is though worth noting, that when the video is displayed on a computer screen, the experience of the work is undoubtedly much less intense, compared with watching it on the huge screen of the museum.

Björk: Biophilia

Björk: Biophilia

Den islandske kunstner Björk udgiver snart sit 13. album. Til forskel fra tidligere har hun gjort en drastisk udvikling – det nye album er et iPad album!

Björk kalder selv sit nye album for et interaktivt multimedie med musik, apps, internet, installationer og live shows.

Hun er den første musiker, som i samarbejde med Apple, udgiver et album som en iPad app. Albummet hedder Biophilia, hvilket betyder det instinktive bånd mellem mennesker og andre levende organismer. 

Björk, som hovedsageligt har indspillet albummet på en iPad, er inspireret af naturen og teknologien. Dette er meget tydeligt i forsmagen – MOON - på det nye album, som for nyligt blev udgivet.

Musikvideoerne er små kunstneriske film, som afspejler hendes interesse i universet.

Det nye album fungerer således: Alle sange på albummet er separate apps, som hører til en mother app.

Det interessante ved dette iPad album er, at man ikke bare kan afspille sange, men man kan også tilføje, fjerne, dele. Man kan ændre i sangene samtidig med, at man tonerne visuelt ændrer sig.

Se link: http://www.youtube.com/user/bjorkdotcom#p/a/u/1/d9ar6CiRIZI

Denne virtuelle interaktion mellem bruger og musikapps er en epokegørende idé i den musikalske verden. Fra at være en passiv bruger bliver man nu en aktiv co-musiker.

Björks intense musik, de dynamiske videoer og de spændende apps glæder jeg mig meget til at udforske – om jeg så skal købe mig en iPad. 

Marie Sester: ACCESS 2003

Beware. Some individuals may not like being monitored.
Beware. Some individuals may love the attention.

ACCESS er et offentligt installationsværk hvor internetbrugere får mulighed for at spore anonyme individer i offentlige rum ved at forfølge dem med et ’robot-spotlight’ og et akustisk ’beam system’ via internettet. De forfulgte individer ved ikke hvem det er, der forfølger dem, eller hvorfor de bliver forfulgt, og spotlight systemet rejser rundt i forskellige offentlige rum - heriblandt Grande Halle de la Villette i Paris, ZKM Center for Art and Media i Karlsruhe og senest, San Fransisco Museum of Modern Art. Men idet spotlightsystemet i de fleste tilfælde foregår på et galleri/museum (som offentligt rum), kan man måske sætte spørgsmålstegn til hvorvidt ’de offentlige rum’ i dette værk ofte er indenfor en bestemt diskurs - hvor man som beskuer egentlig allerede er forberedt på en ’kunstnerisk oplevelse’.

Marie Sester er en fransk mediekunstner, der startede sin karriere som arkitekt, men fik interesse for hvordan arkitektur, strukturer samt ideologi har en affekt på vores forståelse af verden. Hendes værker undersøger ofte måden hvorpå civilisationen skaber sine former, herunder både håndgribelige/materielle former så som bygninger, byer, signaler og artefakter samt uhåndgribelige/immaterielle former som bl.a. værdier, kulturer og normer.

Værket ACCESS har fokus på implikationerne mht. nutidens overvågningssamfund, og refererer ydermere til berømmelse, politisk propaganda og mediemanipulation der ofte giver det offentlige rum ’farverigt tøj på’. Der er en tvetydighed forbundet med værket, idet den følelse at være i spotlightet, som Sester selv udtaler, er: ”scary-fun / obsession-fascination / control-resistance: it is impossible to determine who is actually in control”.

Det, jeg især finder interessant ved ACCESS, er interaktionen mellem den enkelte bruger i det virtuelle rum vs. det fysiske/offentlige rum, idet det at se (kontrol/overvågning/propaganda) og det at blive set (synlighed/self-promotion/self-exposure) bliver kombineret, og skaber en form for magtkamp/power-game.

Oplev selv Access her: http://www.accessproject.net/

David Crawford: Stop Motion Studies (2002 – 2004)

I Stop Motion Studies observerer David Crawford minutiøst den non-verbale kommunikation mellem passagerer i storbyernes subways , fra Göteborg til Tokyo. Værkets 13 serier består af flere små stop motion sekvenser fotograferet på et bestemt sted en bestemt dato i et nøje noteret tidsrum.

Hver stop motion sekvens opfanger passagerernes kropssprog, deres blikke, reaktioner og relationer hinanden imellem, eller imellem dem og kameraet (og dermed beskueren). Nogle af sekvenserne fanger reaktionen på at blive fotograferet af en fremmed, mens andre er små tidslommer af interaktion, f.eks. en leg mellem forælder og barn.

I sin fastholdelse af bestemte subjekter registrerer Crawfords kamera en udvikling i relationen mellem fotografen og den fotograferede. Skolepigerne som først smilede vender sig væk og flytter sig til sidst fra det opsøgende blik.

Som beskuer bevidner man de banale og pudsige øjeblikke som var man selv til stede og føler sig samtidigt som voyeur når den fotograferedes blik stædigt fastholder linsens.

Disse minimale narrativer fortæller på en og samme tid den personlige historie som fanget i det konkrete øjeblik, og historien om subway’en som storbyens sociale smeltedigel.

Serierne 8 – 12 fra Tokyo kan ses på http://www.turbulence.org/Works/sms/sms8/index.html

Serie 13 som består af et mix af de foregående serier kan ses på http://www.stopmotionstudies.net/sms13/

Desværre er de første seks serier ikke umiddelbart tilgængelige.

David Rokeby: Dark Matter 2010.

Du er på et galleri.

Der er helt mørkt.

Du bevæger dig og hører glas der går itu.

Du træder tilbage og lyden af bølger fylder rummet.

Den canadiske mediekunstner David Rokeby (1960) præsenterede i 2010 værket ”Dark Matter” på Wood Street Galleries, Pittsburg, USA. Værket består af et mørklagt rum, overvåget af infrarøde bevægelsesfølsomme videokamera, der opdeler rummet i tusindvis af tredimensionelle zoner. Et udvalg af zonerne er blevet tildelt lyde - lyden af glas og is, der går i stykker, metalliske genstande, faldende sten, bølger mm. Gennem en computer krydsrefererer de af kameraernes opfangede bevægelser i rummet med zonernes specifikke lyde. Hermed skabes en usynlig form/skulptur i gallerirummet alt afhængigt af gallerigæstens bevægelser.

Den interaktive og usynlige lydskulptur man som gæst skaber, sætter fokus på kropslighed og rumlighed ved brug af den auditive sans. Synssansen, som oftest benyttes i interaktionen med et kunstværk, er her helt fraværende. Efter at have forstået forbindelsen mellem egen krop og rummets besvarelse i lyd, ligger et næsten uendeligt hav af mulighedsskulpturer til rådighed. Heri forsvinder jeg rent visuelt, men kropsligt og fysisk træder jeg frem for mig selv. Det er som at natbade alene – enhver bevægelse høres som et voldsomt ekko, hver bevægelse gør mig opmærksom på min kropslige tilstedeværelse.