Det at gå på museum, som vi kender det i den fysiske verden, bliver pludselig en nem bedrift, der, selv om det betyder at vi skal buge energi på at bevæge os, nærmest serverer kunsten for os. I den verden der breder sig ud på internettet, skal energien derimod bruges på, at ændre vores tilgang til og opfattelse af, hvad værket er. Værkerne bliver pludselig meget mere tekniske, og man skal være klar til at involvere sig i kunsten, på en ny og anderledes måde. Man bliver udfordret på mange måder, især bliver ens (læs: min!) tålmodighed sat på en prøve.
Man går ind på sitet og to side-by-side videoer kommer frem på ens skærm. Samtidig begynder et ur at tælle op fra nul. Videoerne viser to mænd, i hver deres rum, eller nærmere celler. Rummene er indrettede helt ens og er helt hvide. Med titlen i mente begynder man at indse, hvad det er man kigger på og begynder at spekulere på, hvordan de to mænd skal kunne være i det rum i et år. Når man har kigget på de to mænd i et stykke tid, begynder de sædvanlige spørgsmål, til konceptuelt kunst, at presse sig på – hvorfor, hvordan og hvorledes.
(På nuværende tidspunkt har jeg set 930 sekunder af 31536000, så der er stadig 31534770 sekunder tilbage. I den tid, har manden til højre, både nået at tisse i en spand, og lavet push-ups, manden til venstre har bare siddet og kigget rundt i rummet).
Værket er lavet af Tim Whidden og Michael Sarff, der tilsammen danner kunstner gruppen MTAA
Værket er en pendant til et værk af Sam Hsieh fra 1970’erne af samme navn, (her boede kunstneren dog i en celle i et år).
Med værket 1 year performance bliver der sat spørgsmål ved beskuerens rolle. Beskueren er på en interessant måde med til at skabe værket, i det det kun er synligt når beskueren logger ind og kigger på det. Derudover bliver værket personligt, da man kan stoppe det og vende tilbage når man igen har tid. Videoen er lavet således at to beskuerne aldrig vil se det samme. Videoen er klippet sammen af mindre klip, som bliver genereret forskelligt af en computer.
De to kunstnere har nemlig ikke været i cellerne i et år, den byrde ligger de, som de selv siger over på beskueren, for ”er der nogen der vil sidde og kigge på værket i et år? Næppe.”
Det er altså et værk, der er let tilgængeligt, forstået på den måde at man ikke skal læse en masse om værker for at opleve det.
Værket kan ses her: http://turbulence.org/Works/1year/performancevideo.php
(Her ved slutningen har jeg set 6254 sekunder, derved har jeg stadig 31529746 sekunder tilbage. Mon jeg når at få set det fulde værk? Jeg tvivler virkelig på at jeg (læs: nogen!) har tålmodighed til det!)
He he. Tak Line. Som du er inde på er der helt klart referencer til både 60érnes og 70érnes eksperimenterende kunst, der om ikke andet eksperimenterede meget med publikums tålmodighed. Og hvorfor gøre det selv, når man kan klippe sig fra det? Både Marie og Elsa beskriver værker der omhandler beskuerblik, overvågning og det at betragte andre. hvordan mon de tre værker ville fungere sammen i en udstilling om blik? Det er bare et tankeeksperiment. Ved du egentlig hvordan værket er blevet udstillet? Det er jo et værk der giver mening at have i en permanent samling, fordi publikum kan komme igen og igen og se mere. Hvis det altså er interessant nok det som de to mænd laver...
SvarSlet