Beware. Some individuals may not like being monitored.
Beware. Some individuals may love the attention.
ACCESS er et offentligt installationsværk hvor internetbrugere får mulighed for at spore anonyme individer i offentlige rum ved at forfølge dem med et ’robot-spotlight’ og et akustisk ’beam system’ via internettet. De forfulgte individer ved ikke hvem det er, der forfølger dem, eller hvorfor de bliver forfulgt, og spotlight systemet rejser rundt i forskellige offentlige rum - heriblandt Grande Halle de la Villette i Paris, ZKM Center for Art and Media i Karlsruhe og senest, San Fransisco Museum of Modern Art. Men idet spotlightsystemet i de fleste tilfælde foregår på et galleri/museum (som offentligt rum), kan man måske sætte spørgsmålstegn til hvorvidt ’de offentlige rum’ i dette værk ofte er indenfor en bestemt diskurs - hvor man som beskuer egentlig allerede er forberedt på en ’kunstnerisk oplevelse’.
Marie Sester er en fransk mediekunstner, der startede sin karriere som arkitekt, men fik interesse for hvordan arkitektur, strukturer samt ideologi har en affekt på vores forståelse af verden. Hendes værker undersøger ofte måden hvorpå civilisationen skaber sine former, herunder både håndgribelige/materielle former så som bygninger, byer, signaler og artefakter samt uhåndgribelige/immaterielle former som bl.a. værdier, kulturer og normer.
Værket ACCESS har fokus på implikationerne mht. nutidens overvågningssamfund, og refererer ydermere til berømmelse, politisk propaganda og mediemanipulation der ofte giver det offentlige rum ’farverigt tøj på’. Der er en tvetydighed forbundet med værket, idet den følelse at være i spotlightet, som Sester selv udtaler, er: ”scary-fun / obsession-fascination / control-resistance: it is impossible to determine who is actually in control”.
Det, jeg især finder interessant ved ACCESS, er interaktionen mellem den enkelte bruger i det virtuelle rum vs. det fysiske/offentlige rum, idet det at se (kontrol/overvågning/propaganda) og det at blive set (synlighed/self-promotion/self-exposure) bliver kombineret, og skaber en form for magtkamp/power-game.
Oplev selv Access her: http://www.accessproject.net/
Tak Elsa! Du kommer ind på flere interessante temaer her: er museet et offentligt rum?, er overvågning en magtudøvelse eller giver det muligheden for at flashe sig selv? Hvis værket skulle udstilles igen, skulle det så været i byrummets offentlige rum? Og i givet fald hvordan? Eller hvad ville der ske hvis man udenfor museet kunne smugkigge ind og sætte spotligt på museumsgæsterne eller omvendt. Eller hvis man kunne følge fysiske personer med en spot gennem nettet på sin hjemmecomputer? Der er nogle kuratoriske overvejelser her omkring, hvorvidt man skal gå ind og ændre/mediere værket for at fremhæve dets pointer tydeligere. Og hvad vil mon kunstneren sige til at man som kurator foreslår at ændre på værket? Se også Maries anmeldelse af Bentcam der også behandler overvågningstemaer.
SvarSlet