Kunsteren valgte at fjerne værket fra nettet igen, men gennem mails med ham/hende kan værket nu opleves. Se videoen inden du læser videre.
Første gang man trykker på play tror man at det bare er en fejl at der kun vises et kort farveglimt i den sorte boks og at en højtalere kommer med en lige så kort væsen.
Når man så prøver igen og igen, bliver man klar over at det er meningen og at værket i målt tid ikke engang vare et sekund. Nu bliver det til en leg mellem dig og interfacets interaktions muligheder, som begrænser dig til PLAY-knappen om at prøve at percipere, hvilke billeder som videoen gemmer.
Ghost Code udfordre med sit værk beskuren eller brugeren vante måde at percipere og forstå videomediet.
Da værket vækkede min nyskerrighed og jeg nægte at blive holdt i uvidenheden fandt jeg en metode så jeg kunne henten videofilen ned på min computer og derefter betragte hver af videos billeder et af gangen ved brug af piletasterne i QuickTime.
Nu blev min anelse om at billedeindholdet udover abstrakte glitch stilbilleder også bestod af kopositioner af stilbilleder taget fra kendte gyser og action film samt exlpicit pornografisk indhold bekræftet.
Når man ser værket igen og igen er det som om værkets i alt 4 stilbilleder (6 i alt, hvis man tæller de to sorte/tomme frames med) alle opleves på sammetid; i samme øjeblik, selvom de må have en tidslig forskydelse på en 24. del af et sekund.
Ved sin utilgængelighed i kraft af det valgte medie og de begræsninger der ligger i dette mediers interfaces interactionsmuligheder gør "Glitch Sigil" sig interessant som et værk, der placere sig i selve interfacet og ikke bare opleves igennem et interface.
Med dette værk trækker Ghost Code på dadaiske avardgard eksperimenter med filmmediet, hvor filmens billeder skabeds ved at bearbejde selve filmspolen fysike og ikke ved en lysaftegning af virkeligheden gennem en kemisk process.
