Anmeldelse af Cia Rinne: archives zaroum

Det, der adskiller poesien fra andre litterære genrer er, at den insisterer på ordenes konkrete og fysiske materialitet fremfor hovedsageligt at se mening og betydning som et ideal. Faktisk vil jeg ligefrem påstå, at poesien i højere grad bevæger sig indenfor billedkunstens felter. Sat på spidsen mimer digterens eksperimenter med ordene (rytme, alliteration, ordspil m.m) billedkunstnerens arbejde med det visuelle stof. Det er genren visuel poesi og Cia Rinnes digtning et bevis på.

Den finlandssvenske digter, Cia Rinne er født i Göteborg, men opvokset i Tyskland. I 13 år boede hun i forældrenes fædreland Finland, ligesom hun har boet en del år i Danmark. Nu bor hun i Berlin. archives zaroum, som denne anmeldelse tager sit udgangspunkt i, er en del af trilogien Ord i Øjet – ny nordisk visuel poesi, som kan opleves på Afsnit P, som er et virtuelt udstillingsrum for litteratur og kunst. archives zaroum består af 29 animerede og interaktive digte. De er skrevet på en lang række sprog som fx engelsk, tysk, fransk og finsk. Det digitale værk er en videreudvikling af Cia Rinnes trykte digtsamling zaroum fra 2001.

Visuel poesi lyder muligvis som et samtidigt fænomen, men genren kan dateres tilbage til Egyptens hieroglyfinskriptioner og middelalderens figurdigte. Den visuelle poesi blev aktualiseret, da avantgarden gjorde sit indtog i starten af 1900-tallet og senere i forbindelse med 1960’ernes konkrete poesi. I dag har genren fået endnu et ansigtsløft i mødet med den digitale verden og dens uendelige muligheder og landskaber.

Det er svært ikke at lade sig begejstre over Cia Rinnes kreativitet og fornemmelse for både det visuelle og auditive. Det gør ikke absolut ingenting, at der hverken er et fast lineært spor eller en fortælling, der udspiller sig kronologisk. Som litteratur udgør digtsamlingen et arkiv, som man kan klikke sig rundt i. Som kunst er selve digtsamlingen et udstillingsrum, og digtene er de værker, man kunne forestille sig skulle hænge på væggen, hvis der altså var tale om et fysisk rum. Men er archives zaroum så mest litteratur eller kunst?

På samme måde som datidens kunstpublikum satte spørgsmålstegn ved, om Marcel Duchamps ready-mades nu var kunst eller ej, vil nogen måske ikke ligefrem karakterisere archives zaroum som litteratur på grund af digtenes udseende og manglende semantiske logik. Her har mening ikke første prioritet, ligesom betydningerne konstant forskyder sig og danner nye mønstre på tværs af de forskellige brugte sprog.

Hele tiden er der de her tvetydigheder og forskydninger. Når man logger sig ind i Cia Rinnes univers, er det første man ser er en hvid boks, hvorpå forfatternavn og værkets titel står, på en sort baggrund. Skal det forestille et omslag eller en hoveddør? Herefter popper en mappe op, der er inddelt i forskellige sektioner, som hedder la promesa, 1, 2, 3 soleil, zaroum athína, zarovm mvsique, zaroum berlin, zaroum afrique og 1, 2, 3 lune. Her begynder legen for alvor. Samlingens første digt (hvis man da overhovedet kan tale om et sådan et), og en af mine personlige favoritter, hedder No. 1 (i virkeligheden sat op grafisk anderledes red.). Man læser digtet og de følgende digte ved gentagende gange at klikke på ordene. Dette digt lyder således: “No. 1 / no 1 / no one / everybody is nobody to somebody”. Det ses, hvordan digtets eget indbyggede sprog hæver sig over teksten. Ordene genvinder deres fysiske potentiale som grafiske og lydlige størrelser – på grænsen mellem litteratur og billedkunst. Netop dette gør archives zaroum til et originalt og interessant værk. Og det er vel også derfor, at Cia Rinne fik tildelt den smalle litteraturpris Bukdahl Bet for udgivelsen Notes for soloists i 2010.

Oplev selv archives zaroum her: http://www.afsnitp.dk/galleri/archiveszaroum/