fredag den 7. oktober 2011

4. undervisningsgang

Hvad er en netkurator og hvad vil det sige at udstille i et virtuelt rum? Vi vil diskutere en ny kuratorisk praksis der er opstået med de nye medier, og hvad det kræver at forholde sig til virtuelle rum som udstillingsrum.

Kl. 9:
Godmorgen. Diskussion om de læste tekster. Kort gennemgang af udstillingen Virtual Moves i SL /Statens Museum for Kunst (2008) og om Sachiko Hayashi.

Kl. 10:
Guidet tour rundt i mediekunstneren Sachiko Hayashi (alias Goodwind Seiling) i Second Life. Hun vil vise os sit værk N00sphere Playground i en ny opsætning på den japanske festival Jazz and Arts.


Kl. 11:
Status på udstillingsprojekterne.Hvem har fundet sammen i en gruppe, hvem savner samarbejdspartnere, organisering af den store gruppe. Der er mulighed for at arbejde videre i grupper. Hvis den store gruppe endnu ikke har mødtes med Hilde, kan I gøre jer nogle tanker om hvad I vil arbejde med til eksamen.


Links

N00sphere
Playground i SL (kræver at I har en avatar i SL)
Læs om Sachiko
Hayashis artist recidency i SL
Sachiko Hayashis avatar Goodwind Seilings blog

Blog til udstillingen Virtual
Moves (N00sphere Playground blev udstillet første gang her)

Litteratur
Schleiner,
Anne-Marie (2003). ”Fluidities and Oppositions among Curators, Filter Feeders, and Future Artists”. Webartikel. .

Krysa, Joasia (2008), ‘Distributed Curating and Immateriality’, in Christiane Paul
(ed.),
New Media in the White Cube and Beyond. Curatorial Models for Digital Art, Berkeley: University California Press.

Paul,
Christiane (2007). “The Myth of Immateriality: Presenting and Preserving New Media”. I Oliver Grau (red.), Mediaarthistories: 251-274. MIT Press, Cambridge. (Skannet tekst).

torsdag den 6. oktober 2011

KØS Kunstjagt


Udstillingen Walk this way på KØS (Museum for kunst i det offentlige rum) i Køge har fået et ekstra lag af formidling i form af en app til iPhone.

App’en som er udviklet til de ældste skoleelever fungerer som en skattejagt på tværs af det fysiske og virtuelle rum. Eleverne bliver ledt til posterne via telefonens gps-system, og når de står foran et værk får de stillet en udfordring som skal løses inden de kan blive ledt videre til næste post. I udfordringerne er der fokus på den sanselige oplevelse af værkerne og det rum som kunsten skaber om sig selv.

Når en udfordring er blevet løst uploades svaret til app’en, og giver samtidigt brugerne adgang til andre brugeres besvarelser og tolkninger af det pågældende værk. App’en tilfører dermed et socialt element til kunstformidlingen, og brugerne bliver inspireret til at tænke kreativt.

Gennem interaktion med værkerne og rummet omkring dem opfordres publikum til at tænke over kunst i det offentlige rum på nye måder. Som en del af udstillingen kan publikum desuden trække en Pink Army miniaturefigur i en automat og sætte denne op et sted på udstillingsruten, hvor de føler den passer ind. På den måde er publikum med til at skabe og kuratere en del af udstillingen, og de kan give deres synspunkt på, hvordan street art kan bidrage til bybilledet.

KØS Kunstjagt er et rigtig godt eksempel på spændende, interaktiv og brugervenlig kunstformidling. Brugen af mobilens indbyggede gps-system som grundlag for app’en er på en gang simpelt, logisk og genialt netop til en genre som street art. Det er ikke svært at forestille sig denne form for formidling vinde indpas i takt med det stigende antal af smartphonebrugere.


http://www.koes.dk/#/305863/

Aarhus By Light



Man kan diskuterer om Aarhus By Light kan kaldes for en dissideret udstilling, men uanset hvad fortjener projektet i hvert fald omtale. Selvom det efterhånden er mere end tre år siden at projektet kørte hen over facaden på Aarhus Musikhus i de kolde vinteraftener, husker mange århusianere, inklusiv mig selv, tilbage på dette med et smil på læben.


Aarhus By Light var et led i en humanistisk forskningscase og blev til igennem et samarbejde mellem Musikhuset Århus, Martin Professional, Wall of Pixels, The Animation Workshop og CAVI.

Ved hjælp af sensorer blev de forbigåendes silhuetter projiceret op på 180 m2 LED skærme som indkapslede Musikhuset. Udover sit eget skyggebillede kunne man se forskellige lysende digitale væsener på skærmen, som det var muligt at interagere med. Skaberne af projektet havde udstyret disse væsner med sociale kompetencer, så de netop gerne ville ”lege” med de besøgene silhuetter.


Aarhus By Light var en utrolig sjov og spændende ”udstilling” at besøge, og henvendte sig til besøgende af alle aldre. Projektet var perfekt på Musikhusets facade i de kolde vintermåneder, men det var nødvendigt at det var helt mørkt, for at det kunne fungerer. Sensorerne blev desværre ofte forvirret ved hurtige bevægelser som fx biler eller cyklister der kørte forbi, så det fungerede bedst sent på aftenen hvor trafikken ikke var så heftig.


Aarhus By Light er helt klart et projekt som kan flyttes til andre byer, så måske vi kan håbe på et Copenhagen By Light inden for den nærmeste fremtid.


Læs mere om Aarhus By Light og se en video af projektet på: http://aarhusbylight.dk/


tirsdag den 4. oktober 2011

Untitled Landscape 5, NOVEMBER 12, 2009 - MARCH 30, 2010 - Ecoarttech (Cary Pebbermint and Christine Nadir)

Kugler af lys forstyrrer information og billede på whitney.org ved solnedgang og solopgang. Antallet af besøgende på hjemmesiden siden sidste solnedgang (ved solopgang) eller sidste solopgang (ved solnedgang) bestemmer kuglernes størrelse og fart. Et stort antal besøgende resulterer i større kugler, der bevæger sig langsommere, end hvis antallet af besøgende har været lavere.

Cary Pebbermint og Leila Nadir etablerede Ecoarttech i 2005 for at udforske interaktionen mellem miljø, teknologi og medier og har siden arbejdet på en række projekter.

Værket Untitled Landscape 5 tillader fænomener fra den fysiske materielle verden at forstyrre det virtuelle rum og dermed også den isolerede brugers oplevelse af dette rum. Værket udforsker interaktion mellem 4 aktører. Den fysiske virkelighed, den virtuelle verden, bruger og kunstner. Således påvirker alle parter skabelsesprocessen.

Untitled Landscape 5 synliggør andre brugere af whitney.org, og således bliver oplevelsen af det virtuelle landskab mindre isoleret. Man er som bruger en del af en gruppe, der samlet er med til at forme det virtuelle landskab. Der er mange kanaler paa nettet, som formidler om naturlige fænomener - det er deres eksistensgrundlag, og de er konstrueret med det formål at fortælle om begivenheder og fænomener i verden. På Whitney.org overtager den fysiske verden den virtuelle i en kort periode.

Untitled Landscape 5 er et meget komplekst og spændende værk, fordi det blander fænomener, der normalt er adskildte eller usynlige. Værket kan ses på Ecoarttech’s hjemmeside http://www.ecoarttech.net/ul5.html
Anmeldelse af Wim Vanhedens: ”What is on your mind?”

Wim Vanheden har kreeret et interaktiv internetkunstværk, der fanger beskueren i et kontrolleret men fragmenteret univers. Den anonyme beskuer interagerer med værket og via denne interaktion bevirker det visuelle: Man skriver et ord, og Vanhedens værk søger internettet i ”realtime” for derefter at fremvise manipuleret dele at det visuelle søgeresultat samt fragmenteret lyd dele.

Beskueren ser sig selv idet han bestemmer teamet af det visuelle i en uendelighed, dette medfører at værket fremstår både intimt og personligt. Desuden kan man se andres søgeresultat, netop dette fremmer en voyeuristisk opfattelse til det visuelle, hvor man kan se ind i andres personlige oplevelser af værket.

Wim Vanheden er en Belgisk kunstner der søger inspiration i internettet, og med dette værk afdækker han både de lyse sider af internet brug men også de mørkere.

Se værket på: http://www.wimvanhenden.be/









mandag den 3. oktober 2011

3. undervisningsgang

Kære alle

Jeg har talt med Hilde Østergård fra Kunsthallen Nikolaj i dag. Hun glæder sig meget til at møde jer!

Vi starter dagen kl. 9.00. Husk kamera eller mobil!

9.00:
Kaffe i tårnrummet : )
Rundvisning (front & backstage).
Kunsthallen Nikolajs udstillingsrammer, kuraterings- og formidlingsstrategier.
Aktuelle projekter i fremtiden som jeres udstillings-/formidlingsprojekter kan koble sig på.

10-10.30:
Pause. Frisk luft. Kaffe i nærområdet.

10.30-12
Workshop 4 i tårnrummet.
Vi taler videre om jeres udstillingsidéer, om udstillingsarkitektur, udstillingsrammer, udstillingsstrategier, muligheder/begrænsninger i de fysiske rammer på Nikolaj.

fredag den 30. september 2011

"Glitch Sigil" af Ghost Code

Ghost Code's "Glitch Sigil" er et stykke glich art i form af en video på uder et sekundt uploadet til vimeo.com. Glich art gør brug af computerfejl, "glitches" som æstetiske virkemidler i en kunsterisk produktion.

Kunsteren valgte at fjerne værket fra nettet igen, men gennem mails med ham/hende kan værket nu opleves. Se videoen inden du læser videre.

Første gang man trykker på play tror man at det bare er en fejl at der kun vises et kort farveglimt i den sorte boks og at en højtalere kommer med en lige så kort væsen.

Når man så prøver igen og igen, bliver man klar over at det er meningen og at værket i målt tid ikke engang vare et sekund. Nu bliver det til en leg mellem dig og interfacets interaktions muligheder, som begrænser dig til PLAY-knappen om at prøve at percipere, hvilke billeder som videoen gemmer.
Ghost Code udfordre med sit værk beskuren eller brugeren vante måde at percipere og forstå videomediet.

Da værket vækkede min nyskerrighed og jeg nægte at blive holdt i uvidenheden fandt jeg en metode så jeg kunne henten videofilen ned på min computer og derefter betragte hver af videos billeder et af gangen ved brug af piletasterne i QuickTime.
Nu blev min anelse om at billedeindholdet udover abstrakte glitch stilbilleder også bestod af kopositioner af stilbilleder taget fra kendte gyser og action film samt exlpicit pornografisk indhold bekræftet.

Når man ser værket igen og igen er det som om værkets i alt 4 stilbilleder (6 i alt, hvis man tæller de to sorte/tomme frames med) alle opleves på sammetid; i samme øjeblik, selvom de må have en tidslig forskydelse på en 24. del af et sekund.

Ved sin utilgængelighed i kraft af det valgte medie og de begræsninger der ligger i dette mediers interfaces interactionsmuligheder gør "Glitch Sigil" sig interessant som et værk, der placere sig i selve interfacet og ikke bare opleves igennem et interface.

Med dette værk trækker Ghost Code på dadaiske avardgard eksperimenter med filmmediet, hvor filmens billeder skabeds ved at bearbejde selve filmspolen fysike og ikke ved en lysaftegning af virkeligheden gennem en kemisk process.